Spant Studio blev grundlagt i 2014 af Troels Thorbjørnson og Kasper Baarup Holmboe under studiet på Arkitektskolen Aarhus. I dag har vi base ved Institut for (X) i Aarhus C, hvor vi har indrettet os på få kvadratmeter og er tæt på et fagligt og kreativt fællesskab med direkte forbindelse til byens centrum.
Navnet “Spant Studio” er inspireret af skibskonstruktioner: spanterne. Det er de tværgående elementer, der danner skibets skelet samt former og bærer skibet. Spanterne kombinerer funktion, konstruktion og æstetik i ét element. På samme måde ønsker vi at arbejde med arkitekturen, hvor vi stræber os på at skabe løsninger og strukturer, der giver mening og er holdbare.
Her på tegnestuen drives vi af en fælles nysgerrighed efter at forstå steder, materialer og mennesker. Hvert projekt bliver til i tæt dialog både internt på tegnestuen og med de mennesker, vi bygger for. For os handler det om at skabe arkitektur, der er ærlig i sit udtryk, solid i sin konstruktion og vedkommende i sin oplevelse.
De projekter, vi beskæftiger os med, spænder fra design af møbler til indretninger, boliger og større byggerier. Uanset skala drives vi af den samme grundlæggende ambition. Vi tror på, at arkitektur skal opleves med alle sanser, og derfor indgår lys, luft, varme og naturlige materialer som integrerede elementer i vores arbejde. Materialerne udvælges for deres holdbarhed, æstetiske kvalitet og evne til at patinere smukt over tid, så hvert projekt får et liv og en karakter, der udvikler sig i takt med årene.
Vi lægger vægt på sammenhængen mellem det store greb og den lille detalje. I flere af vores projekter designer vi derfor også inventar og faste møbler som en naturlig forlængelse af arkitekturen. Resultatet er en helhed, hvor både form og detaljer spiller sammen.

